Et stort antal danskere har type 2-diabetes eller i højrisiko for at få sygdommen uden at ane det. Det kan have alvorlige konsekvenser.

”Typisk går folk i op til ti år med sygdommen, før de bliver diagnosticeret, og så bliver det meget sværere at forhindre de alvorlige komplikationer, såsom hjertekarsygdom, blindhed, skader på nerver og impotens, som ofte følger med diabetes. Det er ærgerligt, for man har gode behandlingsmetoder til helt at forhindre type 2-diabetes eller udsætte komplikationerne i en lang række år,” siger Tina Vilsbøll, professor på Gentofte Hospital og leder af Center for Diabetesforskning.

Diabetes er en skjult dræber

Man kan sagtens gå rundt og føle sig sund og rask, selvom man har type 2-diabetes eller forstadier dertil. På en måde er det en skjult dræber, siger Tina Vilsbøll.

Hvis man får type 2-diabetes som 40-årig afkorter det i gennemsnit livet syv til otte leveår.

”Hvis man får type 2-diabetes som 40-årig afkorter det i gennemsnit livet syv til otte leveår. Derfor skal læger og patienter helst være opmærksomme på, hvad der øger risikoen for sygdommen, så man kan komme den i møde i god tid,” siger hun. 

Livsstil og medicin kan være en kur

Der kan være en række faktorer, der gør at man kommer i farezonen for at få diabetes. Det er f.eks. overvægt og for lidt motion, og når det kombineres med en arvelig disposition, skaber det en ekstra høj risiko for at få type 2-diabetes.

”Det er især overvægtige personer med forældre, der har sukkersyge, som skal være meget opmærksomme og gå til tjek hos sin læge. Ændringer af livsstil og i nogle tilfælde medicinsk behandling kan i mange tilfælde forhindre type 2-diabetes i at udvikle sig.,” siger Tina Vilsbøll.

På Diabetesforeningens hjemmeside, diabetes.dk, kan man tage en test for at se, om man er i fare for at udvikle type 2-diabetes.