Type 1-diabetes adskiller sig ikke bare væsentligt fra livsstilssygdommen type 2-diabetes. Indenfor gruppen af mennesker med type 1-diabetes findes der ofte så forskellige profiler, at hvad der for én patient er den helt rigtige insulin-behandling, kan være en livsfarlig cocktail for en anden. Det fortæller professor Jørgen Rungby, Center for Diabetesforskning, Gentofte Hospital og Aarhus Universitet.

Svingende insulinbehov

”Type-1 diabetes er simpelthen et resultat af, at immunapparatet slår klik hos en patient. De insulinproducerende betaceller i bugspytkirtlen går i stykker, og producerer pludselig ikke insulin nok, og det resulterer i, at kroppens celler kommer til at mangle sukker, der i stedet hober sig op i blodet. Derfor har patienterne brug for insulinbehandlinger, men behovene kan svinge meget fra patient til patient. Mængden af insulin og virkningsprofilen af de forskellige præparater varierer meget imellem patienter, og endda over tid hos den enkelte. Det er derfor afgørende, at man sammen med sin diabeteslæge finder den helt rigtige medicinering”, siger han.

Fremtidens behandling

Hvor type 2-diabetes hos nogle er forbundet med en usund og inaktiv livsstil, så er type 1-diabetes mest genetisk bestemt. Det betyder dog også, at blandt de godt 25.000 type 1-patienter herhjemme, er der helt unge børn, der er diagnosticeret med sygdommen, og de kan have rigtig svært ved selv at medicinere sig. Blandt andet derfor udvikler medicinalfirmaerne hele tiden på nye typer insulin, der skal gøre det lettere for patienter i alle aldre at medicinere sig selv rigtigt.

Målrettet udvikling

”Der er rigtig meget fokus på at udvikle nye insulinpræparater ude i medicinalvirksomhederne. Først og fremmest forsøger man at udvikle insulin, der er ekstremt hurtigtvirkende, til de der har behov for det, og tilsvarende insulin der er ekstremt langsomtvirkende. Derudover har man længe forsøgt at udvikle et præparat, der indtages som tabletter, ligesom man arbejder med hen imod et selvkørende system, patienterne får installeret i kroppen. Ved at have en lille blodsukkermåler siddende under huden, kan man på sigt koble det med et dosseringsapparat, så blodsukkerniveauet i langt højere grad kan holdes konstant”, siger Jørgen Rungby. Han understreger også, at et sådan apparat allerede eksisterer, men at udviklingen endnu kun er nået dertil, hvor det anvendes i ganske specielle situationer.