I 1994 påbegyndte et hold danske forskere et forsøg, der skulle vise sig at få stor betydning for, hvordan man i dag behandler type 2-diabetes verden over. Det såkaldte Steno 2-studie var et otteårigt behandlingsstudie med 160 danske type 2-diabetikere. Den ene halvdel fik datidens konventionelle behandling, mens den anden halvdel modtog en meget mere intensiv behandling, som bestod af medicin mod forhøjet blodtryk, fedtstof i blodet, forhøjet blodsukker, mm. Foruden den medicinske behandling fik patienterne gode råd om sund kost, motion og rygestop.

Intensiv diabetesbehandling viser resultater

Steno 2-studiet har efterfølgende kastet et væld af positive resultater af sig. For eksempel kunne forskerne i 2016 afsløre, at de patienter, der fik den intensive behandling, i gennemsnit lever 8 år længere end de patienter, der fik den konventionelle behandling. Og i september i år afslørede nye resultater, at de intensivt behandlede patienter har 70 procent mindre risiko for hjertesvigt, som er en af de hyppigste dødsårsager blandt type 2-diabetikere.

Halvering af diabeteskomplikationer

Allerede ved forsøges afslutning i 2002 havde det kastet så gode resultater af sig, at man helt droppede den konventionelle behandling og i stedet tilbød den intensive behandling til alle type 2-diabetikere. Man kunne blandt andet konstatere, at de intensivt behandlede patienter havde halvt så mange komplikationer i hjerte, hjerne, nyrer og øjne sammenlignet med de konventionelt behandlede. De havde også fald i blodtryk, blodfedt og blodsukker.

Tidlig behandling giver den største gevinst

Ifølge Troels Krarup Hansen, der er overlæge og professor på Aarhus Universitetshospital, hvor han forsker i følgesygdomme hos diabetespatienter, er det især vigtigt at komme tidligt i gang med behandlingen. ”Hvis man gerne vil undgå følgesygdomme, er det en rigtigt god ide at komme i gang med behandlingen så tidligt som muligt, når man får konstateret diabetes. Den tidlige behandling og livsstilsændring giver den største gevinst i sidste ende,” siger han.

Mange diabetikere kommer ikke i gang

På trods af de store gevinster er der dog en del type 2-diabetikere, der ikke kommer i gang med den intensive behandling. ”Mange diabetikere mærker måske ikke sygdommen i starten, og så kan det være svært at tage sig sammen til at foretage de store ændringer. Selvom man måske ikke mærker effekten af behandlingen med det samme, vil det have stor betydning på længere sigt,” siger Troels Krarup Hansen, der sammenligner behandlingen med pensionsopsparing. ”Jo tidligere, man kommer i gang med pensionsopsparingen, jo bedre vilkår har man, når pensionsalderen indtræffer. Men under selve opsparingen mærker man intet til gevinsten.”

Læg en plan med lægen

Type 2-diabetes rammer både børn og voksne, og i øjeblikket har knap 300.000 danskere sygdommen. Den er arvelig, men udløses ofte af en usund livsstil med usund kost og for lidt motion. Derfor er det især vigtigt med livsstilsomlægninger, hvis man vil forebygge følgesygdomme. ”Det er aldrig for sent, når det gælder livsstilsændringer, men jo før jo bedre. Og det bedste er naturligvis, hvis man ændrer livsstil, inden man får diabetes,” siger Troels Krarup Hansen, der opfordrer patienter til at have et tæt samarbejde med deres praktiserende læge. ”Omdrejningspunktet er den praktiserende læge. Lægen kan hjælpe patienten med at lægge en plan for behandlingen og undersøge, hvad der findes af tilbud. Jeg bliver hele tiden overrasket over, hvad der findes af gode tilbud til at ændre livsstil,” siger Troels Krarup Hansen.

Målsætningen er blodsukkerbalance

Målet for behandlingen er at holde blodsukkeret så tæt på normalt som muligt. For store udsving øger risikoen for følgesygdomme og komplikationer. Sund livsstil og medicinsk behandling er de vigtigste faktorer for at holde blodsukkeret nede. Ifølge Troels Krarup Hansen er det en god idé at have resultaterne fra blandt andet Steno 2-studiet i baghovedet, når det gælder om at rådgive type 2-patienter til at gøre noget ved sygdommen.

”Vi har efterhånden så mange dokumenterede effekter af behandlingen, og de gode resultater er de bedste argumenter for at komme i gang med den intensive behandling, selvom det kan være svært, når man ikke mærker noget til sygdommen i det tidlige stadie. Det er imidlertid den bedste løsning, hvis man ønsker at gøre mest muligt for at leve et langt liv uden følgesygdomme,” siger Troels Krarup Hansen.