Familien bor i Solbjerg lidt uden for Aarhus i et dejligt hus i et område, hvor børnene kan lege frit ude omkring med venner og veninder.

Det gør Caroline på ni år også, da jeg ankommer til en snak om livet med både en voksen og et barn med diabetes i familien.

Som forudset er det jo ikke noget man ser, og efter en snak med de voksne, er det også klart, at det er noget de har vænnet sig fuldstændigt til at leve med – også Caroline, som dårligt kan huske andet, end at hun har diabetes og lige skal gøre et par ekstra småting i sin hverdag.

Vi har fået god hjælp, og diabetes har i hvert fald ikke forhindret os som familie eller Caroline i at gøre noget, som vi har lyst til.

”Selvfølgelig var det da lidt besværligt og ubehageligt i begyndelsen med Caroline. hun fik diabetes som to årig og brød sig ikke om stik fra den pen, vi havde på det tidspunkt. Vores dage begyndte og sluttede med, at vi skulle holde Caroline fast, så hun kunne få sit stik. Det var ikke særlig rart for nogen af os. Vi henvendte os til sygehuset og bad om en insulinpumpe i stedet. Og det har været en succes,” fortæller Claus Hartmann.

Caroline har tjek på pumpen

”Carolines mor, Anette, har haft diabetes i omkring 11 år, men reagerer anderledes på sygdommen end Caroline gør, så det er ofte mig, der tager mig af Caroline. Jeg tænker nemlig ikke i Anettes mønster, men i Carolines, og de er langt fra ens” siger Claus og tilføjer, at efterhånden som Caroline er blevet større, er det mest hende selv, der styrer det med pumpen.

Spiser, hvad hun vil

De eneste gange, hvor Caroline kan blive lidt irriteret, kan være, når hun skal ud at lege med nogle venner eller veninder og må vente lidt, fordi hun lige skal have lidt ekstra insulin, eller noget sukker hvis hun ligger lavt. Ellers så er det ikke meget, som adskiller hende fra de andre børn, siger Claus. ”Hun må stort set spise, hvad hun vil, bortset fra flydende sukker. Når hun skal spise, skal hun have insulin, og det klarer hun oftest selv og med hjælp via telefonen til mig eller Anette, hvis hun ikke er hjemme. Mad med kulhydrater i skal vejes af, for at vi kan regne ud, hvor meget insulin hun skal have. Hvis der ikke er en vægt i nærheden af Caroline, kan Anette vurdere mængden på øjemål. Det klares via en MMS, når hun er hos venner eller andre pårørende. Så det er lidt en fordel, at Anette er så meget inde i diabetes,” siger han og suppleres af Anette, der tilføjer, at det er sværere at holde styr på blodsukkeret nu med tre børn og en travl hverdag, end i begyndelsen eller under de tre graviditeter.

Hvad man gør det til

Claus og Anette tror egentlig ikke, at særlig mange af Carolines venner eller veninder tænker over, at hun har diabetes, og forældrene til vennerne er også helt trygge ved det. Hvis der er noget kan de jo ringe til Claus eller Anette og få hjælp, men det sker sjældent, efterhånden som Caroline selv styrer pumpen. Informationen og hjælpen har været rigtig god, både hos sygehuset og en gruppe på Facebook for folk med diabetes eller børn, som har.

”Vi har fået god hjælp, og diabetes har i hvert fald ikke forhindret os som familie eller Caroline i at gøre noget, som vi har lyst til. Vores livskvalitet er lige så god, som før. Diabetes er lidt, hvad man gør det til. Hvis man vil have det til at fungere, så kan man i dag leve fint med det,” mener Anette, der selv har valgt at bruge en pen til at stikke sig med. Familien har også været ude at rejse en del gange til både Asien og Caribien, Det kan man sagtens - det kræver blot lidt forberedelse. Diabetes er, hvad man gør det til, mener Claus og Anette.

Nye udfordringer bekymrer ikke

”Hvis man skal i byen med veninderne, så kan det være lidt irriterende, at man skal ud at stikke sig på toilettet, men ellers er der ikke særligt meget, jeg tænker over længere. Det er Carolines diabetes, som har førsteprioritet, hvis det er,” siger Anette og reflekterer med Claus over de udfordringer, der selvfølgelig kan komme, når Caroline bliver teenager, og drenge og alkohol bliver mere interessant, men til den tid har hun jo endnu flere års erfaring med diabetes.