”Den nærmest eksplosive stigning i antallet af diabetespatienter er alarmerende. Diabetes er en livsfarlig sygdom, der er forbundet med dårlig livskvalitet og for tidlig død”. Så kontant er meldingen fra Tina Vilsbøll, der er professor, overlæge og leder af Center for Diabetesforskning på Gentofte Hospital. Hun har specialiseret sig i behandlingen af overvægt og diabetes, og har de seneste år forsket intensivt i den måde, man behandler diabetes på. Siden 2006 er fokus på insulin blevet mindre, og i stedet er meget opmærksomhed blevet henført til sammenhængen mellem tarmen og diabetes, fortæller Tina Vilsbøll.

Udfordringer

”Vi har i godt hundrede år haft fokus på insulin, fordi det transporterer sukker fra blodet ind i cellerne. Udfordringerne med insulin er imidlertid, at der ofte skal store mængder til. Desuden er det forbundet med vægtforøgelse, hvilket ikke er optimalt, da det i høj grad er folk med for højt BMI, der har type 2-diabetes. Samtidig er insulin forbundet med risiko for lavt blodsukker. Tarmhormonet glucagon-like peptide-1 (GLP-1) har en lang række interessante effekter, som samlet gør at patienternes blodsukker bedres uden risiko for lavt blodsukker, og behandlingen er ofte forbundet med et vægttab”, siger hun.

Ikke en kur

Tina Vilsbøll understreger dog også, at selvom behandling baseret på tarmhormonet GLP-1 er en spændende og effektiv behandling, så er det ikke nogen gylden kur. ”På nuværende tidspunkt findes der desværre ikke noget, der kurerer type 2-diabetes fuldstændig. Mange kan normalisere blodsukker, kolesteroltal og blodtryk, hvis de går på kur og taber 30 kilo, men hvis man så falder tilbage i samme spise- og motionsmønstrer igen, så vender sygdommen stærkt tilbage”, forklarer hun. Derfor peger hun på, at den bedste bekæmpelse af sygdommen er at sætte ind på mange fronter. ”Først og fremmest er det vigtigt at forstå, at der er behov for en vedvarende omlægning af livsstil kombineret med indtagelse af daglig medicin. Det er også afgørende at patienterne får den rigtige vejledning, og da er det altså ikke tilstrækkeligt blot at tale med egen læge. Patienterne skal også formidles kontakt til andre behandlere, som diabetessygeplejersker, diætister og fysioterapeuter. Målet for os alle – patienter, behandlere og samfund - er nemlig sammen at forebygge, at de farlige og omkostningstunge diabeteskomplikationer udvikles.”